fbpx

Du skal holde af din ’Kerneopgave’

hvis du vil gøre det godt (og bedre)!

Den har brug for din empati og forståelse! Den er en størrelse med følelser, fornemmelser og behov.
Når du ser sådan på ’den bliver det en genvej til trivsel, udvikling og performance. 

”Kerneopgavens behov er vigtigere end den enkelte medarbejders behag” – dette citat så jeg for nylig i et opslag på LinkedIn fra en konference omkring sygefravær (tak @Mette Rønnau Direktør i CABI) 

Det satte nogle tanker i gang hos mig. Fordi det rammer lige ind i mine egne tanker på tværs af flere organisationer, jeg er blevet inviteret ind i som hjælper. Inviteret ind som motivator, trivselsagent, underviser, supervisor eller sparringspartner.   

Jeg ser det med egne øjne ude i den virkelige virkelighedNår det hele menneske inddrages og vendes ind imod kerneopgaven sker der utrolige ting: opgaven løses bedre af mennesker der samtidig kommer i trivsel og udvikling. 

Det kunne ikke siges mere præcist end i det citat: Det handler mere om hvad vi som fællesskab ønsker at skabe/opnå end om den enkelte medskaber (altså dig). 

 

Du skal kommunikere ud fra kerneopgavens behov og skabe refleksionsrum

Legitimiteten i ledelse (prioritering og fælles aftaler) skal forankres i kerneopgaven. Ikke kun hos den formelle leder men også når vi alle som medskabere af et fællesskab leder os selv, hinanden og leder opad.  

Det hele menneske skal inddrages. Dét kræver kommunikation. Og at vi er sammen. Ser hinanden. Hører hvad de andre har på hjerte. Hvad de optaget af. At vi udveksler indtryk, overvejelser, ideer og ærgrelser. Så vi selv bliver klogere på hvad vi selv har på hjerte.  

Altså kommunikation. 

Masser af det. For når vi sammen kommunikerer ikke bare om HVAD vi laver, men også hvordan vi HAR DET med det vi laver så skabes der mulighed for refleksion. Rum for refleksion. 

Refleksionsrum skal prioriteres i den spændende, hektiske, udviklende hverdag hvor opgaveløsningen er i fuldt fokus. Hvis du vil gøre det godt.  

Den gode opgaveløsning og det, der sikrer trivsel kræver meget. Ikke mindst en stor rummelighed af at vi – også når vi er på job – er mennesker på godt og godt (rationelt/professionelle OG følelsesfuldt/behovsstyrede). Som psykolog er jeg optaget af hvordan vi sammen finder genvejen til at invitere ind de forskellige forholdemåder ind og skabe synergi.  

Derfor ser jeg, at det skaber kvalitet og trivsel når vi holder af vores kerneopgave. Når vi bliver inviteret ind til altid at have den og dens ’behov’ med på arbejde.  

Det blev pludseligt meget tydeligt da jeg så citatet jeg startede med at ”Kerneopgavens behov er vigtigere end den enkelte medarbejders behag”. 

 

Hvad er ’Kerneopgaven’ egentlig for en størrelse?

Når vi holder af vores ’Kerneopgave giver det nyt liv, nye perspektiver og nye muligheder. Når vi ser på ’Kerneopgaven’ som mere end tal i et New Public Management-regneark. 

’Kerneopgave er for mange en lidt kedeligt, kønsløst og uvedkommende ting. Det lugter lidt af bureaukrati, kold dokumentation og noget der er langt væk fra virkeligheden.  

I hvert fald for mange af de såkaldt varme hænder og glødende hjerter jeg møder ude i virkeligheden. En virkelighed jeg er inviteret ind i som rådgiver, hjælper og nogle gange ’ekspert’.  

Egentlig er det lidt underligt at skulle lege ’ekspert’ på en virkelighed, der ikke er min egen. Altså til hverdag. For jeg er der jo ikke. Jeg kommer – inviteret ind – i en meget lille del af det, der er dem jeg møders virkelighed. Bortset fra jeg ikke møder dem i deres virkelighed.  

Jeg møder dem under særlige rammer der er meget uvirkelige. I stedet for at møde dem når de er sammen med de borgere/beboere/unge/patienter/klienter/uddannelsessøgende/jobsøgende/behandlingskrævende/rådgivningssøgende (og jeg kunne blive ved) der faktisk ER deres hverdagsvirkelighed.  

Forstå mig ret: Det giver mening at invitere ind ude fraDet giver mening at skabe nogle rammer for noget andet end den direkte opgaveløsning og drift.  

For at gøre det skaber netop et refleksionsrum et skridt væk fra virkelighedens praksis der skaber værdi. Der skaber trivsel. Der skaber (ny)viden. Læring. Udvikling.  

 

Giver det værdi at tænke (sammen) i stedet for at handle?

Og samtidig er jeg helt utrolig optaget af hvordan jeg som ’gammel’ (erfaren er et pænere ord) rådgiver/hjælper/’ekspert’ kommer bedst muligt med ud i den virkelighed, hvordan den nye læring og udvikling skal omsættes i praksis. Omsættes i en oplevet bedre kvalitet/bedre udbytte/bedre brugbarhed for den, det hele handler om: det menneske der skal ses, anerkendes og løftes. 

Det er et spændende paradoks. På et lidt ældre konsulent-sprog kalder vi det ’transfer-barhed’ (som i værdien af en sportsudøver når han eller hun købes og sælges og nu skal levere præstationer i en ny sammenhæng).  

 

En genvej til at gøre det bedre – og have det bedre!

Måske er en af genvejene at (lære at) holde af den? (Altså ’Kerneopgaven’). 

Eller hvad tænker du? Jeg hører meget gerne fra dig – også gerne på min mail md@wellbeinginstitute.dk