fbpx

Kronik/kommentar om TV2 dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden”.

Hold hovedet koldt og hjertet varmt!

– Hvordan tager vi hånd om de børn vi lige har været vidne til bliver svigtede i københavnske institutioner?

Forråelse, afmagt, mangel på kvalifikationer, resurser eller dårlig ledelse? Der er mange bud på hvad der kan være noget af baggrunden for det vi oplevede på TV2 i udsendelsen ”Daginstitutioner bag facaden”. Men vi ved det ikke.

Situationen kalder på et koldt hoved og et varmt hjerte. Drevet af energien fra det varme hjerte skal der handling til. Nu. Og samtidig har vi brug for det kolde hoved til at gøre det bedst muligt for børnene. Og for de andre.

Det kræver en undersøgelse de enkelte steder for at kunne ramme præcist på årsag og derved skabe handling.

Det vil være hovedrystende naivt bare at stille normeringskrav, skælde ud på eller fyre ledelsen, bortvise dem med administrativt ansvar eller begynde med upræcise dokumentationskrav eller uskarpe opkvalificeringer. Med andre ord de korte, nemme løsninger der umiddelbart vil få os alle til at få det bedre fordi vi gør noget. Fordi vi handler følelsen væk.

Som det første må vi blive klogere på hvad der gemmer sig bag de forfærdende billeder, der blev sendt ud i vores stuer. For børnenes skyld.

Vi kan konstatere at det kom der til, at der er børn, der bliver krænkede og tilsidesat på en måde så det giver kuldegysninger i kroppen. Billeder der får enhver empatisk, omsorgsfuld og handlekraftig person (og alle de såkaldte faglige eksperter og dem, der øjner muligheden for at tjene på situationen (altså konsulentfirmaerne vi også hører til) til at reagere og komme med mere eller mindre gennemtænkte forslag til handling (jeg skriver med vilje ikke løsning).

Tænk så over hvordan det enkelte barn må have det med de oplevelser? Hvordan det påvirker dem og hvor lang tid? Eller de pædagoger der af en eller anden grund er en del af dette. Professionelle der måske er presset for langt ud på glidebanen der ført til afmagt og forråelse. Eller professionelle der passivt er vidner til eller sidder med en tavs viden om hvad der foregår og på den måde bliver til en del af det. Og gad vide hvorfor? Hvad er de mulige grunde til at man lader det passere, at man ”ser” den anden vej” og ikke gør noget? Hvor kommer handlingslammelsen fra? Hvad er de professionelle fyldt op af? Ondskab? Det tror jeg simpelthen ikke på.

Men ingen af os kan vide det og derfor kan vi heller ikke dømme. Så tænk jer om inden i tager del i klapjagten på den eller de skyldige. Også selvom det varme hjerte kalder på det. For nu har vi brug for det kolde hoved og den sunde fornuft.

Altså hvis vi faktisk vil lære af det der er sket. Vil hjælpe børnene et andet sted på et andet tidspunkt. Og brug den læring til at skabe og fastholde gode sunde miljøer for dem, der ikke kan selv.

Vi skal ikke dømme nu. Vi skal give ro så der bliver plads til at skabe dialogen. Vi er nødt til at indhente viden fra alle de forskellige involverede parter.

Kun ved dialog og samtaler kan vi finde den rigtige vej til at forstå problemet. Og forstå de mange forskellige skridt på vejen til det, der skete. Så vi kan lære at genkende dem også i andre situationer og handle på dem. Først når vi kender problemet inde fra, kan vi begynde at bygge op her og nu og på sigt forebygge.

Jeg har på egen krop været inviteret ind som hjælper, trivselsagent, underviser, supervisor eller sparringspartner i mange lignende situationer. Min erfaring er at det ikke løsner op eller forebygger forværrelse eller gentagelse når vi reagerer med at ville finde den eller de skyldige.

Naturligvis skal resurser og kompetencer være til stede på rimeligt niveau for at opgaven kan løses uden urimelige konsekvenser for dem, det hele handler om (børnene) og de ansvarlige voksne, der omgiver dem.

Men når det er på plads, så handler opbygning, genopbygning og kvalitetssikring om kultur og måden vi er sammen på. Om den måde vi behandler hinanden på.

Kulturen bestemmer din evne til at agere rationelt i de enkelte situationer. Så du kan holde fast i din viden om hvad der er rigtigt og forkert. Så du kan bakke op som kollega og lede opad som ansvarlig (med)skaber af fællesskabet. Helt centralt bliver det at kunne sige til og fra.

Jeg oplever på mange af de offentlige arbejdspladser jeg har glæden af at besøge at netop her ligger nøglen til at skabe arbejdsglæde og begejstring så kerneopgaven kan løses på bedste vis.”

Men at bilde os selv ind at den enkelte pædagog eller medhjælper i de situationer vi ser på skærmen, har et reelt valg til at sige fra vil være himmelråbende naivt. Og tarveligt. Kan du se dig selv udvandre fra det lokale med alle de børn i uden en voksen? Lige droppe forbi lederens kontor og sige: “Så er jeg den der er gået for i dag for jeg kan ikke stå inde for det, der foregår (med mig) derinde”?

Et af de nødvendige spørgsmål, der skal stillet for at kunne gøre det bedre må være: Hvad skete der med de pædagoger og medhjælpere når de første gang efter sådan en oplevelse har givet udtryk for, at det er de ikke trygge ved – hverken menneskeligt eller fagligt?

Dét svar kunne jeg være meget nysgerrig efter at høre. Og jeg frygter at de eneste der får det svar, bliver de krise/traume-behandlere som jeg er helt sikker på en lang række professionelle lige nu sidder i behandling hos.

Og det ville være drøn-ærgerligt for dér er den viden, der kan bringe os videre. Til at (gen)opbygge. Og til at forebygge.

I mit arbejde er et tilbagevendende mantra at det, der virker og er brug for, ikke er raketvidenskab. Det er sund fornuft. Du har hørt det mange gange før og ved det egentlig godt.

Det vi skal blive klogere på her, er hvad der fik voksne mennesker til at være en del af noget ingen kan være bekendt. Og vi skylder børnene, deres søskende, deres forældre, deres bedsteforældre et svar. Et svar der bringer håb for en forandring. Ikke bare for dem men for alles vegne.

Ligesom vi skylder de voksne det.